5 unikke spisesteder i Amsterdam

1. Restaurant De Kas
Hvis du er ude efter en stor kulinarisk oplevelse i idylliske rammer, er Amsterdam restauranten De Kas det helt rigtige valg. Restauranten ligger lidt uden for bymidten, men er til gengæld unikt placeret i et kæmpestort drivhus fra 1926, og omgivet af egne køkkenhaver, hvor der dyrkes mange af de grøntsager, der bruges i retterne. Alt på restauranten er økologisk og en tre-retters menu ligger på omtrent 45 euro.

2. Restaurant Ctaste
Spis på Amsterdam restauranten Ctaste hvis du vil prøve at være blind for en aften og opleve, hvordan det er at spise uden synssansen til hjælp, men i stedet med forstærkede smags- og lugtesanser. På dette Amsterdam spisested spiser du i et fuldstændig mørkt lokale, og maden serveres af blinde tjenere. Inden det hele går i gang, får man en grundig indføring i konceptet, og her er det også muligt at gøre opmærksom på eventuelle allergier overfor visse typer mad, som man ikke ønsker serveret. En tre-retters menu på Ctaste koster 40 euro.

3. Pandekagebåden (Pannenkoekenboot)
Pandekagebåden er en unik, hollandsk spiseoplevelse, som består af en eller to en halv times bådcruise, og alt hvad du kan spise på den tid af lækre pandekager og alskens varianter af tilbehør. Turen starter ved Riemsdijkweg og foregår på Amsterdams store IJ flod, som løber forbi bag hovedbanegården, og mens du smovser løs i pandekager, har du udsigt til Amsterdams smukke skyline. En tur med Pandekagebåden koster 20 euro for voksne og 15 euro for børn under 12 år.

4. Restaurant Supperclub
Er du til noget mere fancy og hipt, og kan du godt lide en mere klub-agtig stemning, er Supperclub det helt rigtige spisested i Amsterdam. Restauranten er også en trendy natklub, og indretningen er super moderne og futuristisk – og så skifter den udseende næsten lige så tit, som den skifter menukort. Du spiser siddende i senge, og der er både underholdning og kendte DJs bag pladespillerne. Supperclub udgiver også deres egne opsamlingsalbums med elektronisk musik, og er det perfekte valg, hvis du vil have en middag kombineret med en klub-oplevelse. Den 5-retters menu på Supperclub ligger på mellem 65 og 70 euro.

5. Spis med hollænderne
Konceptet Dine with the Dutch er for dig, der ikke vil være almindelig turist på en restaurant, men som foretrækker at spise hjemme hos den ægte lokalbefolkning. Du skal blot oprette en profil på hjemmesiden Dine with the Dutch, og så vil siden finde frem til en hollandsk familie, der passer til dine behov, og som vil kokkerere en middag til dig! Så snart du har valgt en familie, vil du blive inviteret til en 3-retters hollandsk middag, og hvad angår familietyper er der en bred vifte af muligheder – fra store familier til singler eller homoseksuelle par. Dine with the Dutch koster 50 euro for voksne og 35 euro for børn under 12.

Oplevelser: